4. søndag i advent

Kaffen

Colombia Jesus Barahona

Origin

Colombia

Colombia har siden begyndelsen af 1800-tallet produceret og eksporteret kaffe, der er kendt for sin fyldige krop, lyse syre og rige eftersmag.

Landet kan prale af en bred vifte af klimatiske og geografiske forhold, som hver især bidrager til unikke smagsprofiler i kaffen. Dette betyder også, at høstsæsonerne varierer betydeligt. Faktisk producerer Colombia næsten hele året rundt friskhøstet kaffe fra de forskellige regioner.

Den stigende fokus på specialkaffeindustrien ændrer måden, hvorpå handlende og kaffebønder driver forretning. Det bliver mere almindeligt, at farmerne udvælger de bedste kaffebønner fra deres partier, adskiller dem og markedsfører dem separat. Disse højere kvalitetsbatches sælges ofte under specifikke brands eller med unikke historier.

Ud over den store variation i smagsprofiler har Colombia i løbet af de sidste 10 år hurtigt udvidet sine certificeringsmuligheder. De mest almindelige certificeringer er Fairtrade, Rainforest Alliance, UTZ og Økologi.

Huila

Huila-regionen er en af de mest kendte kaffedyrkningsområder i Colombia. Regionen Huila har en befolkning på 1,125 millioner og ligger i den sydvestlige del af landet. Hovedstaden i regionen er Neiva; en by med cirka 380.000 indbyggere.

Sammen med Cauca og Nariño er Huila en af de tre regioner, hvor det colombianske “massiv” (Colombian Massif) er beliggende. Et massiv er en samling af bjergkæder, og det colombianske massiv, lokalt kendt som Nudo de Almaguer, leverer op til 70 % af det sikre drikke- og landbrugsvand til den colombianske befolkning.

Magdalena-floden, Colombias største flod, løber gennem regionen og bidrager med rigeligt vand til kaffedyrkning. Floden er også med til at generere (direkte og indirekte) op til 86 % af Colombias BNP. Bjergkæden i regionen byder desuden på den frugtbare vulkanske jord, der er så typisk for Andesbjergene.

Jesus Barahona

Ægteparret Jesús og Rosa Barahona har dyrket kaffe på Finca Quindío i over 20 år. Da de først købte jorden, blev en del af farmen brugt til kvæggræsning, mens en anden del var beplantet med Caturra (varieteten). I dag dyrker de Geisha, Castillo, Caturra og andre varieteter på deres 7 hektar med fokus på specialkaffeproduktion.

For at fortsætte med at forbedre kvaliteten af deres kaffe planlægger Jesús og Rosa at plante flere Pink Bourbon- og Geisha-sorter.

Jesús og Rosa håndplukker nøje modne, røde kaffebær og forarbejder dem på deres farm. Kaffebærrene tørres i solen på marquesinas, hvor de ofte vendes for at sikre en ensartet tørring.

Geisha-varieteten

Geisha (også kendt som Gesha) er kendt for sin fremragende smagskvalitet, især når den dyrkes i højderne. Sorten stammer fra etiopiske “landraces” og blev indsamlet fra Etiopiens kaffeskove i 1930’erne. Navnet menes at stamme fra Gori Gesha-skoven i Etiopien.

Der er en vis forvirring omkring flere genetisk forskellige sorter, som alle kaldes Geisha, men den mest berømte sort er Panama Geisha. Sorten blev bragt til Lyamungu-forskningsstationen i Tanzania og derfra til Centro Agronómico Tropical de Investigación y Enseñanza (CATIE) i Centralamerika i 1953. Hos CATIE blev sorten registreret som T2722. CATIE distribuerede T2722 i Panama i 1960’erne på grund af dens modstandsdygtighed mod kaffebladrust (CLR), men dens skrøbelige grene gjorde, at den ikke blev udbredt.

Panama Geisha opnåede sin moderne berømmelse i 2005, da et Geisha-parti vandt konkurrencen “Best of Panama” og satte rekord med en pris på over 20 USD pr. pund. DNA-analyse har vist, at Panama Geisha, som stammer fra T2722, er genetisk ensartet og unik. I dag er Geisha kendt for sine delikate florale noter, jasmin og stenfrugt.

Karakteristika

Det er blevet tid til den sidste låge og kaffe i årets Adventskalender, og vi slutter af med et brag. Vi har valgt at skrue op for afslutningen i 2024-udgaven af kalenderen, som forhåbentligt efterlader jer med et minde om en ganske særlig kaffeoplevelse. Vi har valgt den ganske særlige Geisha-varietet og tilmed en natural-forarbejdet kaffe, så der i den grad skruet op på indtryk og kompleksiteten i dette lot. Det vi især har fundet interessant er, hvordan natural-forarbejdningen er i stand til at løfte Geisha-kaffen, men uden at overdøve og miste det elegante element og de florale kvaliteter som varieteten er kendt for. Dette lot fra Jesus og Rosa er lykkedes med at bidrage med krop, fylde og sødme, men tøjlet på en måde, hvor tingene er i balance. Vi oplever en kop med stor sødme og glat, elegant krop med en tilpas fylde, der giver en behagelig, afstemt mundfølelse. Der er ingen tvivl om at kaffen er båret af frugtige nuancer, hvor især tropiske frugter kan findes i kroppen, herunder sød mango. Samtidigt finder vi også en mere frisk og saftig note af blodappelsin, mens en gennemgående, bagvedliggende chokolade-/karamelagtig nuance minder os meget om sød, cremet fudge. Alt i alt en ganske særlig kaffeoplevelse, som sætter et mindeværdigt punktum på årets kalender. 

Brygning

Filter

Kaffen fra Jesus og Rosa Barahona er en utroligt kompleks og livlig en af slagsen. Dog med en behagelig balance og generelt uden “forstyrrelser” i koppen. Det er så velproduceret og tilgivende en kaffe, at det næsten er svært at brygge et dårligt resultat. Dog synes vi klart, at kaffen passer bedst i et “format”, hvor den bliver tøjlet og hvor udtrykket stadig er transparent og tydeligt. Det har vi selv formået at frembringe ved at holde bryggetiden nede på vores håndbryg/pour-over (ca. 2:50 for 500 ml. v60), kombineret med en lidt lavere bryggetemperatur på ca. 92 grader. Vi forsøger også – og anbefaler – at undgå for meget agitering af kaffen ved at hælde forsigtigt og ensartet og undgå at “swirle”/hvirvle kaffen under brygning. 

Espresso

Se frem til nogle helt utrolige espressoskud. Vi forstår at nogle næsten udelukkende drikker espresso med mælk, men hvis du skal have oplevelsen af, hvor fantastisk rene espresso-skud kan være, bør du helt klart give kaffen fra Jesus og Rosa Barahona et forsøg. Vores espressoprofil til denne kaffe følger en opskrift med 18 g. kaffe i kurven 48-50 gram kaffe i koppen med en bryggetid på 25-26 sekunder. Vi anvender 20g VST-filterkurv, 9 bar tryk og 93,8 grader vand. 

Tilmeld venteliste Vi informerer dig, når varen er tilbage på lager. Indtast blot din email her.
X
0
    0
    Din kurv
    Din kurv er tomGå til shop