Denne måneds abonnementskaffe
Kafferne
1. Nicaragua Finca Aurora
2. Guatemala Las Amapolas
Origin
Nicaragua
Nicaragua fik først introduceret kaffe af de katolske missionærer i 1790, hvor det blev groet ud fra en nysgerrighed omkring kaffe generelt. Omkring 1840 fik kaffen dog så småt økonomisk betydning i takt med den globale efterspørgsel steg, hvor de første producerende kaffefarme blev etableret i og omkring Managua. Nicaragua producerer et væld af kaffeprofiler, fra de runde, behagelige kaffer, til de mere frugtige og syrlige.
Matagalpa
Matagalpa ligger i den bjergrige nordlige del af Nicaragua og er, sammen med Jinotega, et af landets vigtigste kaffeområder. Regionen har et fugtigt tropisk klima med kølige nætter og rigt varierede højder, hvilket giver ideelle betingelser for dyrkning af Arabica-kaffe. Den frugtbare vulkanske jord og det kuperede terræn bidrager til at man ofte kan finde komplekse smagsprofiler og en fornuftig balance mellem sødme, syrlighed og fylde. Matagalpa har en lang tradition for kaffedyrkning, og mange små og mellemstore producenter har i generationer forfinet deres håndværk, hvilket har gjort området kendt for sin stabile kvalitet og karakterfulde kop.
Finca Aurora
Finca Aurora ejes af Ferrufino-familien, der har produceret kaffe siden 1992. Familien købte farmen i 2004 og har siden arbejdet tæt sammen om at skabe kaffe af høj kvalitet i balance med naturen. Finca Aurora drives af Dr. Enrique Ferrufino, der er kirurg, og hans hustru Silvia, der er børnelæge. Sammen med deres tre børn har de opbygget en helhedsorienteret farm, hvor både kvalitet, bæredygtighed og sociale værdier går hånd i hånd. Et af familiens vigtigste mål er at inspirere gennem kaffe. Derfor prioriterer de gode arbejdsvilkår, fair løn, sundhedspleje, trygge boligforhold og uddannelsesmuligheder for de ansatte. De samarbejder også med mindre producenter i området for at hjælpe dem med at forbedre deres dyrkningsmetoder og opnå mere bæredygtige resultater.
Bevarelse af naturen er en central del af farmens filosofi. Al energi, der bruges på Finca Aurora, kommer fra vedvarende kilder, og der arbejdes aktivt med at beskytte både vandressourcer og naturlige habitater. Farmen er beplantet med mange lokale træarter, som giver skygge til kaffetræerne, bidrager med organisk materiale til jorden og skaber levesteder for fugle og dyreliv. Disse træer beskytter samtidig jorden mod erosion, tørke og oversvømmelser.
Kaffebærrene håndplukkes selektivt og forarbejdes direkte på farmen. Umiddelbart efter høst sorteres bærrene ved flotation for at fjerne defekte og undermodne bær, hvorefter de fermenteres anaerobt i forseglede tanke sammen med mossto – saft og pulp fra de pressede kaffebær – i 24 timer. Under fermenteringen overvåges pH-, temperatur- og Brix-niveauer nøje. Herefter afpulperes kaffen og fermenteres yderligere 24 timer, inden den vaskes i rent vand. Efter forarbejdningen tørres pergamentkaffen på patio i omkring 15 dage, hvorefter den hviler i 10 uger, inden den afskalles. Både pergament og grøn kaffe opbevares i Ecotact-poser for at bevare friskheden og beskytte kvaliteten.
Finca Aurora er en af de første farme i Nicaragua med en fuldt integreret produktionslinje på stedet. Her foregår alt fra høst, vask og tørring til sortering, afskalning og pakning under ét tag. Det giver familien fuld kontrol over kvaliteten i hver enkelt fase og sikrer en konsekvent høj standard i kaffen.
Guatemala
Guatemala menes at få introduceret kaffe helt tilbage i midten af 1700-tallet, men fik ligesom El Salvador først rigtigt betydning i slutningen af 1800-tallet. Guatemala er kendt for at producere ret forskellige kaffe-udtryk, hvor både frugtige, søde og komplekse kaffer og de mere fyldige, chokoladeagtige kaffer er kendetegnet.
Huehuetenango
Huehuetenango er en af Guatemalas mest kendte kaffeproducerende regioner, som ligger ved den nordvestlige grænse mod Mexico. Området er kendt for den utrolige vulkanske jord og meget varierende højder i bjergområderne. Huehuetenango betyder “forfædrenes sted” og er for mange kendt for at producere nogle af de højeste kvaliteter i Guatemalaas.
Las Amapolas
Las Amapolas betyder “valmuerne” og dækker over den producerede kaffe fra en række småfarmere i området, der alle bidrager til dette lot. På trods af højder der svinger fra 300 til 3850 meter over havet, dyrkes disse bønner kun i 1350-2000 meter, som her anses for at være det ideelle luftlag. Det høje dyrkningsområde betyder at bønnerne gror langsommere og samtidigt opbygger en større massefylde, der giver en hård og tæt bønne. Disse faktorer yder stor indvirkning på de kvaliteter der havner i den endelige kop, og det gælder især kompleksitet og frugtige aromaer, som er kendetegnet denne bønne.
Karakteristika
Finca Aurora
Kaffen fra Finca Aurora har vi glædet os til at dele med jer. Vi har haft den i risteriet i et stykke tid, men har ventet på den rigtige “timing”. Den følger op på seneste måneds meget frugtige og syrlige kaffe (Kenya Kii) med et ganske andet udtryk, som bærer langt mere præg af sødme og balance. Vi oplever en kaffe, der har en meget behagelig krop og som er relativt “lige til”, dog uden at blive kedelig. Den har nemlig både – for os ret tydelige – noter af karamel samt frugtige nuancer, der minder os om kirsebær og abrikos. Det lidt særlige ved denne kaffe er, at den har gennemgået en anaerob fermentering – mere specifikt “carbonic maceration” – som ofte har stor indvirkning på kaffen og resulterer i høj kompleksitet og en mere “livlig” kaffe, men som her har en ganske subtil effekt på denne relativt delikate, afstemte smagsprofil.
Las Amapolas
Når du brygger Guatemala Las Amapolas kan du forvente en super behagelig og meget balanceret kaffe. Kaffen har en traditionel profil med en rigtig behagelig krop, kombineret med friskhed fra af den afstemte syre i kaffen. Når vi smager kaffen oplever vi friske noter af stenfrugt og samtidigt en bagvedliggende chokoladeagtig karakter, som virkelig giver en afrundet afslutning på kaffen. I denne måned er der tale om årets helt nye, friske høst, som i år byder på en smule mere karamelagtige kvaliteter i koppen og en syrlighed, der er en lille smule lavere end tidligere lots. Guatemala Las Ampolas har været med os længe fordi den highlighter de interessante karakterer fra Huehuetenango på en måde, der gør den til en fantastisk “hverdagskaffe”.
Brygning
Finca Aurora
Vi oplever gode kopper på tværs af flere forskellige bryggemetoder. Bryg rene, lette kopper på din foretrukne pour-over brygger eller brug Aeropress eller stempelkande og introducér lidt mere krop og fylde. Vi brygger kaffen som de fleste andre kaffer; med vores standardopskrifter og en temperatur omkring 93 grader.
Las Amapolas
Guatemala Las Amapolas er en utroligt alsidig kaffe, som vi har erfaring med at brygge over mange bryggemetoder. Vi oplever, at vi får nogle af de mere rene, friske og saftige oplevelser, når vi brygger kaffen igennem papirfilter, hvor Hario V60, AeroPress og kaffemaskinen er gode bud. Vi følger vores standardopskrifter fra vores bryggeguides her.
