3. søndag i advent

Kaffen

Kenya Tambaya AB

Origin

Kenya

Kenya er i dag en af de mest anerkendte kaffeproducerende lande og det på trods af at kaffe først blev introduceret relativt sent i landet, med de første høste i 1896. Kenya er i dag kendt for de meget karakteristiske lyse, komplekse kaffer, der besidder masser af sødme og syre og typisk har tydelige bær- og frugtige kvaliteter. 

Nyeri

Nyeri ligger i det centrale højland i Kenya mellem den østlige base af Aberdare-bjergene (Nyandarua) og de vestlige skråninger af Mount Kenya. Regionen er kendt for sine ideelle betingelser for kaffedyrkning, herunder frugtbar vulkansk jord, høje højder og et tempereret klima med moderat nedbør. Disse faktorer bidrager til produktionen af kaffe af høj kvalitet med unikke smagsnuancer og en frisk syrlighed, hvilket gør Nyeri til et af Kenyas mest berømte områder for kaffeproduktion.

Tambaya Factory

Tambaya Factory er en central del af Tambaya Farmers Cooperative Society (FCS). Beliggende i Nyeri i det centrale Kenya samler vaskestationen 600 engagerede kaffefarmere. Regionens frugtbare jord og gunstige klima bidrager til den exceptionelle kvalitet af kaffen. Kooperativet støtter sine medlemmer med nødvendige landbrugsressourcer, træning og markedsføring, hvilket sikrer en høj kvalitet af kaffen.

Kaffebærrene håndplukkes selektivt for at sikre, at kun de mest modne og bedste bær bliver behandlet. Efter høsten bliver bærrene “pulpet” og fermenteret i 12 til 24 timer og lægges derefter “i blød” i 16 timer. Denne omhyggelige proces forbedrer kaffens smagsprofil ved at fremhæve klarhed og kompleksitet. Pergament-kaffen tørres derefter på hævede senge i gennemsnitligt 16 dage, hvor den hyppigt vendes for at sikre ensartet tørring og optimal fugtighed.

Kaffebønder, der leverer til Tambaya Factory, dyrker primært SL28, SL34, Ruiru 11 og Batian i små kaffeplantager, som i gennemsnit er mindre end 1 hektar. ’SL’-sorterne blev oprindeligt udviklet af Scott Agricultural Laboratories (SAL) i 1930’erne og 1940’erne. Disse sorter blev hurtigt foretrukket af mange kenyanske avlere på grund af deres dybe rodstruktur, som gør dem i stand til at udnytte knappe vandressourcer og trives uden kunstvanding. Dyrkningen foregår med fokus på bæredygtighed og gode landbrugsmetoder for at minimere miljøpåvirkningen.

Batian er en relativt ny sort introduceret af Kenya Coffee Research Institute (CRI) i 2010. Navnet stammer fra det højeste bjergtinde på Mount Kenya. Batian er resistent over for både CBD og CLR og har den fordel, at den modner tidligt og bærer frugt efter kun to år. Ligesom Batian er Ruiru 11 en nyere sort, der er kendt for sin sygdomsresistens og høje udbytte. Den begynder også at give frugt allerede efter to år.

Karakteristika

Vi har nu været igennem årets Julekaffe bestående af en vasket og “natural” kaffe, og senest en honey-forarbejdet kaffe fra Asman Arianto i Indonesien. Nu kan du se frem til at drikke en vasket kaffe fra Tambaya Factory, som vi har ventet spændt på at kunne åbne sammen med jer. Tambaya er en ganske særlig Kenya-kaffe, som har mange af de ting vi sætter pris på, men som samtidigt stikker en smule ud fra mange af de andre Kenya-lots vi arbejder med. Først og fremmest er kaffen rent aromatisk mere til den florale, elegante side, hvor mange andre Kenya-kaffer oftest har en mere intens aroma, der ofte minde os om tomatplanter og røde bær. Derudover har kaffen en behagelig sødme og livlig syrlighed, som skaber et læskende udtryk. Der er en behagelig, glat og ren krop og masser af indtryk i denne saftige kop kaffe, som generelt er båret af tydelige frugtige kvaliteter. Vi mener her især noterne af citrusfrugt/mandarin ikke er til at tage fejl af, ligesom vi finder noter af modne hindbær i koppen. Alt i alt en fantastisk kop med et særligt transparent udtryk. 

Brygning

Filter

Tambaya er en kaffe med en floral og frugtig profil, som kan fremhæves på tværs af flere bryggemetoder. Vi nyder særligt kaffen igennem filterbrygger som Hario V60, Chemex eller lignende. Her bliver kaffen livlig og transparent og fremstår saftig med stor sødme og en syrlighed, der får lov at udfolde sig.

Espresso

Vores espressoprofil til denne kaffe følger en opskrift med 18 g. kaffe i kurven 50-52 gram kaffe i koppen med en bryggetid på 28-30 sekunder. Vi anvender 20g VST-filterkurv, 9 bar tryk og 93,8 grader vand. 

Tilmeld venteliste Vi informerer dig, når varen er tilbage på lager. Indtast blot din email her.
X
0
    0
    Din kurv
    Din kurv er tomGå til shop