Denne måneds abonnementskaffe
Kafferne
1. Peru Finca Canelon
2. Burundi Kibingo
Origin
Peru
Kaffe menes at komme til Peru imellem 1740 og 1760, hvor Vicekongedømmet dækkede et større område af Peru end i dag. Peru havde de perfekte betingelser for stor produktion af kaffe, men i de første ca. 100 år blev kaffen kun drukket i landet, hvorefter kaffen blev eksporteret til lande som Tyskland og England. Peru er kendt for sine rene, delikate kaffe, som ofte er søde med en fyldig krop uden nødvendigvis at være super komplekse.
Cusco
Cusco er mest kendt som porten til Machu Picchu og hjertet af det gamle Inkarige, men regionen gemmer også på noget andet værdifuldt; kaffe. I de frodige dale og bjerge i det sydlige Peru finder man små producenter, der i dag dyrker kaffe som et bæredygtigt og lovligt alternativ til den ellers udbredte cocadyrkning.
De fleste kaffebønder i Cusco er småskalaproducenter, som arbejder med traditionelle metoder og stor respekt for deres omgivelser. Kaffedyrkningen her foregår typisk i høje højder – ofte over 1.600 meter.
Turisme er stadig en stor del af områdets økonomi, men i de senere år har kaffe fået en voksende rolle som både økonomisk motor og kulturelt bindeled. Flere lokale bønder organiserer sig i kooperativer og får støtte til at forbedre kvaliteten og få adgang til det internationale specialkaffemarked
Finca Canelon
Finca Canelón er en 10 hektar stor kaffefarm beliggende i Quellouno-distriktet i Cusco-regionen, drevet af Arizaca-familien, som i generationer har dyrket kaffe i tæt harmoni med naturen. Gården grænser op til Manu Nationalpark, et af verdens mest biodiverse områder, og har gennem årene udviklet sig til et forbillede for bæredygtigt landbrug og traditionel kaffeproduktion.
Hos familien Arizaca er kaffen ikke bare en afgrøde – det er en kulturarv. Her kombineres klassiske dyrkningsmetoder med en stærk indsats for naturbeskyttelse og biodiversitet. Det betyder, at både skov, jord og kaffe trives side om side.
Under høsten håndplukker familien udelukkende modne, røde bær, som straks efter transporteres til familiens egen forarbejdningsstation. Her bliver bærrene først sorteret via flydning for at fjerne umodne eller defekte bær. Derefter bliver de pulpet og lagt til fermentering i 36 timer, før de vaskes i rent vand og tørres nænsomt på overdækkede højbede af træ. Tørringen tager op til 18 dage og overvåges nøje med hyppig vending for at sikre jævn tørring og optimal kvalitet.
Finca Canelón er en del af Valle Inca – en sammenslutning af dedikerede kaffebønder i Cusco-regionen, grundlagt i 2015 af Jose Prudencio, en lokal ildsjæl med dybe rødder i området og kaffens verden. Jose voksede op i en kaffeproducerende familie og oplevede både storhed og fald i den tidligere kooperativ-gigant COCLA, som gennem årtier havde domineret regionen. Da COCLA kollapsede, stod mange bønder uden støtte og med ringe mulighed for at sælge deres kaffe til rimelige priser.
Det var netop det tomrum, Jose ville udfylde med Valle Inca – en organisation skabt for at give lokale bønder adgang til bedre markeder, fair afregning og teknisk vejledning. I dag består Valle Inca af et lille, engageret team – mange af dem unge voksne, der selv er børn af kaffebønder – og arbejder med over 400 producenter i Cusco-regionen.
Fokusset er klart: at løfte livsvilkår gennem kvalitetskaffe. Med rådgivning i god landbrugspraksis, forædling af kvalitetsfokuserede varieteter og en konsekvent indsats for sporbarhed og “microlots”, har Valle Inca hjulpet mange bønder med at vende udviklingen. Resultatet er, at flere nu opnår en bæredygtig indkomst, kan investere i deres gårde, forbedre boligerne og sikre bedre forhold for deres familier.
Cusco – og især Valle Inca-netværket – er blevet et af Perus vigtigste områder for eksklusive “microlots” med høj cup score og fuld sporbarhed.
Burundi
Selvom Burundi ofte er blevet overset i forhold til sine naboer, som er førende inden for specialkaffeproduktion i Østafrika, er kaffehøsten Burundi ikke at forglemme. Landets kaffe produceres næsten udelukkende af småbønder, og meget af denne småskalaproduktion er af enestående kvalitet. Med sin utroligt søde, rene og ofte blomstrede smag er Burundi år for år ved at etablere sig som en vigtig aktør på specialkaffens verdenskort.
Kaffe har en enorm betydning for både familier og landet som helhed. Set i dette lys er forbedring og udbygning af kaffeinfrastrukturen ikke bare en måde at øge indkomsterne på, men en måde at revolutionere hele nationens indtjeningspotentiale.
Opførelse af vaskestationer og udvidelse af landbrugsfaglig rådgivning er effektive metoder til at forbedre kaffens kvalitet. Vaskestationer spiller en afgørende rolle for at hæve standarderne for smagsprofilen og styrke den globale anerkendelse af burundisk kaffe.
Både statsejede og private aktører er drivkræfter i Burundis kaffeindustri og spiller nøgleroller som ledere af vaskestationer og eksportører. De statsejede virksomheder kaldes Sogestals, en forkortelse for “Sociétés de Gestions des Stations de Lavage” (selskaber til drift af vaskestationer). De privatejede virksomheder opererer under forskellige navne og bidrager også væsentligt til sektoren
Kayanza
Kayanza er en af Burundis mest anerkendte kafferegioner, kendt for at producere nogle af landets mest eftertragtede specialkaffer. Regionen ligger i det nordlige Burundi, tæt på grænsen til Rwanda, og dens højder, frodige jord og ideelle klima skaber optimale forhold for kaffedyrkning.
Området har en stærk tradition for småskala produktion, hvor småbønder samarbejder om at levere kaffebønner af høj kvalitet til de lokale vaskestationer.
Kibingo
Kibingo-vaskestation ligger i det nordlige Burundi i Kayanza-kommunen, i et område kendt for sin høje beliggenhed og ideelle forhold til kvalitetskaffe. Selve vaskestationen er placeret i 1.893 meters højde, og de omkringliggende kaffebønder, som leverer deres bær hertil, dyrker deres kaffe i højder mellem 1.700 og 1.900 meter over havets overflade.
Vaskestationen samarbejder med hele 1.739 registrerede producenter, fordelt på 18 forskellige bakker/bjerge i området. Alle producenter er organiseret i grupper á 30 personer, ledet af en udvalgt gruppeleder, som fungerer som bindeled mellem bønderne og vaskestationens drift. Det skaber stærk organisering og gør det muligt at dele viden og sikre høj kvalitet i hele kæden.
Kibingo er moderne og veludstyret og klar til at håndtere store mængder kaffe fra høsten – med 10 fermenteringstanke, 2 “soaking tanks” og en stor tørringsplads med hele 165 tørreborde og 4 “pre-drying-borde”. Kapaciteten rækker til at forarbejde op mod 750.000 kg. kaffebær om dagen.
Bæredygtighed og udvikling er en vigtig del af Kibingos arbejde. Bønderne kan hente organisk gødning, lavet af genanvendt kaffeaffald, direkte på stationen. Derudover tilbyder Kibingo billigere, subsidierede kaffetræer fra deres egne planteskoler, hvilket gør det muligt for bønderne at renovere marker og sikre fremtidige høste.
Kibingo er også en aktiv deltager i en række sociale og agronomiske projekter. Det inkluderer blandt andet initiativer til dyrehold og de såkaldte Farmer Hub-projekter, der har til formål at styrke lokale kooperativer og forbedre udbyttet for de enkelte producenter.
Karakteristika
Finca Canelon
Når du brygger Finca Canelon, kan du se frem til enormt behagelig kaffeoplevelse. Vores generelle oplevelse af mange af de vaskede, velproducerede kaffer fra Peru er at det er lots, som er enormt balancerede og afstemte i udtrykket. Kaffen fra Finca Canelon er bestemt ikke en undtagelse. Det er på mange måder en kop, der er ukompliceret, men på samme tid på ingen måde kedelig. Der er både en blød, elegant krop, spændende frugtige nuancer samt en syrlighed og sødme, der er fuldstændig i balance. I koppen oplever vi en aromatisk kaffe med floralitet og noter der minder os om sød karamel og saftige mandariner. En utroligt letdrikkelig kaffe.
Kibingo
Kibingo er endnu et eksempel på, hvad Burundi har at byde på, og hvordan niveauet på kafferne, vi har haft inde i år, har været særligt højt. Det er en kaffe, som bærer præg af de klassiske frugtige kvaliteter og en frisk, livlig syrlighed. Kibingo har en dyb, rig smag, men også en vis floralitet og renhed over sig. Honey-forarbejdningen bringer yderligere noget interessant i forhold til sødme og kroppen, som er med til at skabe mere balance op mod det ellers meget frugtige og syrlige udtryk på kaffen. Vi oplever en kaffe, der er blød og glat med tydelige frugtige nuancer, der minder os om røde bær og marcipan.
Brygning
Finca Canelon
Finca Canelon er meget tilgivende og vi har haft god succes med at fremhæve dens kvaliteter på flere forskellige bryggeenheder. Brug din favorit. Til reference sigter vi efter en bryggetid på 3 minutter for 500 ml. brygget i V60 med en bryggetemperatur omkring 93 grader.
Kibingo
Burundi Kibingo er en kaffe, som egner sig rigtigt godt til (filter)bryggemetoder, der fremhæver klarhed, syrlighed og det friske, frugtige udtryk som kaffen besidder (v60, Chemex fx.). Vi anbefaler at undgå for lange bryggetider, og måske får du brug for at kværne en smule grovere end normalt. Vi holder bryggetemperaturen relativt højt omkring de 96-97 grader.