Denne måneds abonnementskaffe

Kafferne

1. Burundi Rubagabaga

2. Tanzania Nyasi Fuhara

Origin

Burundi

Selvom Burundi ofte er blevet overset i forhold til sine naboer, som er førende inden for specialkaffeproduktion i Østafrika, er kaffehøsten Burundi ikke at forglemme. Landets kaffe produceres næsten udelukkende af småbønder, og meget af denne småskalaproduktion er af enestående kvalitet. Med sin utroligt søde, rene og ofte blomstrede smag er Burundi år for år ved at etablere sig som en vigtig aktør på specialkaffens verdenskort.

Kaffe har en enorm betydning for både familier og landet som helhed. Set i dette lys er forbedring og udbygning af kaffeinfrastrukturen ikke bare en måde at øge indkomsterne på, men en måde at revolutionere hele nationens indtjeningspotentiale.

Opførelse af vaskestationer og udvidelse af landbrugsfaglig rådgivning er effektive metoder til at forbedre kaffens kvalitet. Vaskestationer spiller en afgørende rolle for at hæve standarderne for smagsprofilen og styrke den globale anerkendelse af burundisk kaffe.

Både statsejede og private aktører er drivkræfter i Burundis kaffeindustri og spiller nøgleroller som ledere af vaskestationer og eksportører. De statsejede virksomheder kaldes Sogestals, en forkortelse for “Sociétés de Gestions des Stations de Lavage” (selskaber til drift af vaskestationer). De privatejede virksomheder opererer under forskellige navne og bidrager også væsentligt til sektoren

Kayanza

Kayanza er en af Burundis mest anerkendte kafferegioner, kendt for at producere nogle af landets mest eftertragtede specialkaffer. Regionen ligger i det nordlige Burundi, tæt på grænsen til Rwanda, og dens højder, frodige jord og ideelle klima skaber optimale forhold for kaffedyrkning.

Området har en stærk tradition for småskala produktion, hvor småbønder samarbejder om at levere kaffebønner af høj kvalitet til de lokale vaskestationer.

Rubagabaga

Rubagabaga-vaskestationen, grundlagt i 1992, ligger på underbakken Butare i Kayanza-regionen. Stationen drives af Greenco og forarbejder kaffebær fra omkring 2.700 lokale bønder, som hver især dyrker kaffen på små jordlodder. Området er ikke kun kendt for sin kaffe, men også for sine mange bananplantager, der har givet stedet sit navn – “umubaga,” en henvisning til den traditionelle bananøl, der fremstilles i regionen. Området er desuden berømt for sine rige leraflejringer, som bruges til at producere tagsten og mursten til de lokale boliger. Rubagabaga-vaskestationen har opnået et ry for sit fokus på kvalitet og sine høje certificeringsstandarder.

Kaffen i dette parti dyrkes af småbønder i Kayanza i højder mellem 1.600 og 1.900 meter over havets overflade. Hver bonde råder typisk over mindre end 1 hektar jord og dyrker Red Bourbon-varianten. De høje højder, frugtbare jorde og ideelle klimaforhold bidrager til kaffens komplekse smagsprofil, som udmærker sig ved en balanceret sødme, levende syre og en aromatisk dybde. 

I høstsæsonen plukker bønderne kaffebærrene i hånden og udvælger omhyggeligt de modne bær. Da de fleste bønder kun råder over små jordlodder, foregår høsten næsten udelukkende som et familiearbejde. Når bærrene leveres til Rubagabaga vaskestation, gennemgår de en grundig sorteringsproces ved hjælp af både “flotation” og håndsortering for at sikre den højeste kvalitet. Ved flotation nedsænkes bærrene i vand for at sortere umodne bær fra, mens de mere tætte bær håndsorteres yderligere for visuelle defekter ved sorteringsbordet.

Efter sortering bliver bærrene afskallet (depulped), og kaffen vaskes i rent vand. Derefter tørres pergamentkaffen på hævede afrikanske tørreborde i cirka to uger. Bønderne vender pergamentet regelmæssigt for at sikre en jævn tørring. Resultatet er en ren og ensartet kaffe, der afspejler det bedste fra regionens unikke dyrkningsforhold.

Tanzania

Tanzania er en yderst interessant kafferegion og er en betydelig aktør på verdensmarkedet. Kaffeindustrien i Tanzania har en lang historie, der strækker sig tilbage til begyndelsen af 1900-tallet.

Kaffe dyrkes primært i de sydlige dele af Tanzania, hvor de naturlige vækstbetingelser er gunstige. Regionen Mount Kilimanjaro og omkringliggende områder er særligt kendte for deres kaffeproduktion. Det vulkanske jordbund og det kølige klima i højlandet skaber ideelle betingelser for dyrkning af kaffe med spændende, komplekse smagsprofiler.

Den mest dyrkede varietet i Tanzania er Bourbon foruden andre sorter som Kent og N39. De fleste producenter i Tanzania bruger traditionelle dyrkningsmetoder, herunder håndplukning af modne kaffebær efterfulgt vaskning og soltørring af bønnerne.

Kaffe fra Tanzania er ofte forbundet med kraftig aroma og komplekse smagsnoter. Typiske smagsprofiler inkluderer noter af citrusfrugter, bær, chokolade og krydderier. Den rigtige kombination af højde, temperatur og jordbundskvalitet bidrager til at skabe disse distinkte smagsoplevelser.

Mbeya

Mbeya-regionen i sydvest er kendt for sin frugtbare jord og producerer udover højkvalitets-kaffe også kakao, te og krydderier. Som et ret afsides og mindre udviklet område er Mbeya ret unikt. Her dyrkes kaffe på høje plateauer i stedet for stejle skråninger. Landmændene i denne region oplever intens solskin om sommeren, men også ekstremt kraftige regnskyl om vinteren.

Nyasi Furaha

Disse kaffebønder ejer normalt ikke mere end 2 hektar kaffeplantager og dyrker samtidigt også ting som majs og soja til deres eget forbrug. Kaffefarmerne foretager et meget selektivt og manuelt arbejde, hvor kun de helt modne kaffebær håndplukkes. Efterfølgende leverer kaffefarmerne bærrene til de såkaldte “Central Pulping Units” (CPU), som er små vaskestationer der ejes og drives af 10-80 landmænd fra de respektive kooperativer (AMCOS). Kooperativerne modtager regelmæssig oplæring inden for agronomi med fokus på at forbedre kaffens og forarbejdningskvaliteten. Denne kaffe fra Syd-Mbeya er uden tvivl en meget velproduceret kaffe, hvor det hårde arbejde afspejles i en fortræffelig kop med intense smagsnoter og distinkte kvaliteter

Karakteristika

Rubagabaga

Denne kaffe har vi glædet os enormt meget til at dele med jer. Det er faktisk den allerførste gang vi har en kaffe fra Burundi i risteriet. Da vi først havde den på cupping-bordet var blev vi ramt af en utroligt mindeværdig oplevelse af en kaffe med en læskende, saftig og frugtig profil med en behagelig sødme. Vi var ikke i tvivl og den seneste tid har så gået med at justere risteprofilen ind, så vi kunne fremhæve netop de særlige kvaliteter ved kaffen. Det stod også klart, at vi ønskede at lave både en filterristning og en espressoristning af kaffen. Når du smager kaffen fra Rubagabaga kan du se frem til en oplevelse fyldt med frugtige nuancer, hvor det hurtigt bliver ret tydeligt at det især er mørke bær-noter, der er fremtrædende.  Vi oplever her især solbær og en kop, der minder os utroligt meget om Ribena-saft. Kaffen har en meget ren, glat krop, som er med til skabe en vis friskhed, der spiller enormt god sammen med de søde frugtnoter, der virker nærmest slikagtige. Syrligheden er uden tvivl til stede, men i et omfang, hvor kaffen stadig er i balance. Men denne lyse ristning, har vi forsøgt at skabe en frisk, saftig og læskende kaffe, som er så transparent som muligt, og hvor de frugtige kvaliteter kommer til udtryk.

Nyasi Furaha

Med Tanzania Nyasi Furaha kan du se frem til en kaffe med masser af spændende nuancer og en frisk, let profil. Varieteten er den såkaldte Peaberry, som tydeligt kan ses på kaffebønnernes specielle form. Peaberry har fået navnet fra dets ærtelignende form og er ganske unik, da der i modsætning til de fleste kaffebær (med to frø/bønner), kun er én “bønne” i bærret. Med disse bønner har vi opnået en meget ensartet ristning, grundet kaffebønnernes mere ensartede størrelse og form. Resultatet i koppen er blevet en meget let og frisk kaffe, der generelt har et frugtigt og let floralt udtryk. Det giver en nærmest teagtig fornemmelse, dog med masser af sødme og frugt. I koppen finder vi noter, der minder os om tranebær og rabarber, mens kaffen gennemgående har en karamelagtig og sød finish, der afrunder kaffen på en fin måde. Det er en lys og delikat kaffe, der på trods af sine frugtige nuancer og friske syrlighed er afstemt og elegant i smagen. 

Brygning

Rubagabaga

Rubagabaga kan brygges på tværs af flere bryggemetoder, men vi foretrækker at brygge kaffen igennem et filter, eksempelvis som “pour-over” på Hario v60. Vi foretrækker at brygge kaffen ved relativt høj temperatur, og vi har haft de bedste erfaringer med at holde temperaturen højt omkring de 96-98 grader under hele brygningen. Vi har ydeligere erfaret at kaffen åbner endnu mere op, når den har hvilet tilstrækkeligt og vi nærmer os +14-16 dage fra ristning, hvor den er på sit bedste med det mest tydelige udtryk i koppen.

Nyasi Furaha

Tanzania Nyasi Furaha er en spændende kaffe, som har stort potentiale på tværs af flere bryggemetoder. Men ønsker man at fremhæve det rene, delikate og nærmest teagtige udtryk, foretrækker vi at brygge igennem et filter. Sætter man pris på lidt mere fylde på kaffen, kan man med fordel brygge på stempelkanden eller som en et sted derimellem på en brygger som AeroPress.

Tilmeld venteliste Vi informerer dig, når varen er tilbage på lager. Indtast blot din email her.
X
0
    0
    Din kurv
    Din kurv er tomGå til shop